Australiens dyreliv er et kapitel for sig. Der er arter jeg brænder for at komme tæt på og fotografere. I går tog jeg på koalamission i et naturområde en times kørsel syd for Sydney. Jeg vandrede i 4 timer med øjnene stift rettet mod toppene af eucalyptustræerne, men havde ikke heldet med mig denne gang. […]

Noget, jeg allerede har bemærket i Australien, er den respekt, der mange steder er for naturen – også midt i storbyen. Et godt eksempel er kampen mod tree vandalism i og omkring Sydney. Her sker det, at grundejere ulovligt fælder, beskærer eller forgifter træer på offentlig grund for at forbedre udsigten fra deres ejendom. Kommunernes

De er svære at overse. Regnbuelorierne kommer susende mellem træerne som små eksplosioner af farve – grønt, blåt, orange og gult i en kombination, der næsten virker for voldsom til at være skabt af naturen. Det første, jeg gør om morgenen, når solen står op, er at kaste blikket ud ad badeværelsesvinduet. Regnbuelorierne sidder enten

Min første bytur i Sydney gik naturligvis via Harbour Bridge til Operahuset, et ikon i Sydney, og byens stolthed. På min vej blev jeg mødt af byens velkomstkomité, et par kakaduer, der skræppede op, som om de prøvede at fortælle mig noget. Jeg forstod ikke hvad de sagde, hvilket måske skyldes det den lidt særprægede

Singapore gemmer sig i mellemrum. Mellem søjler, mellem skygger, mellem et vindue og dets spejling. Den lever i passagerne, hvor mennesker bevæger sig gennem hinandens liv uden at standse. Nogen er på vej ind, nogen er på vej ud. Nogen forsvinder rundt om et hjørne, før ansigtet bliver tydeligt. Byen synes bygget på gentagelser. Vinduer

JOSHUA TREE, CALIFORNIEN – Vejen gennem ørkenen løber gennem et landskab, der ved første blik kan virke næsten mennesketomt. Sand, sten og tør vegetation breder sig over store afstande, mens varmen får luften over asfalten til at flimre. Langsomt træder de karakteristiske træer frem i landskabet: de særprægede planter med deres forgrenede former, som har

Øst for det sydlige Californien, langt fra motorvejenes tætte trafik og storbyernes polerede overflader, ligger et område, der virker som et brud med de billeder, mange forbinder med Californien. Her findes ingen palmer langs boulevarder og ingen strande fyldt med surfere. I stedet møder man forladte bygninger, improviserede samfund og farver malet direkte ud over

Jeg rejser ud, som om verden begynder et andet sted. Som om skønheden ligger længere ude, dér, på den anden side af horisonten. Jeg pakker det velkendte væk, vender blikket mod det fjerne og lader mig føre af en stille forventning om noget mere – noget klarere, stærkere, mere levende. Undervejs vokser verden. Den åbner

Skoven står som en levende katedral. Granernes søjler løfter blikket, mens lyset filtrerer sig gennem grenene som en stille åbenbaring. Jorden er dækket af mos og bærer en blødhed, som inviterer til langsomhed. I landskabet hviler søerne som klare øjne, og overfladen tegner et billede af forårshimlen. Man træder ind i denne natur som deltager

Billeder fortæller historier på en måde, som bryder med sprogets logik. De fastholder et øjeblik, og i det øjeblik åbner der sig flere tider på én gang. Noget har fundet sted, noget udfolder sig, og noget ligger foran. Fortællingen eksisterer som potentiale snarere end som en fast struktur. Et billede som dette ovenfor etablerer en