Singapore gemmer sig i mellemrum. Mellem søjler, mellem skygger, mellem et vindue og dets spejling. Den lever i passagerne, hvor mennesker bevæger sig gennem hinandens liv uden at standse. Nogen er på vej ind, nogen er på vej ud. Nogen forsvinder rundt om et hjørne, før ansigtet bliver tydeligt.
Byen synes bygget på gentagelser. Vinduer over vinduer. Etager over etager. Mønstre, der fortsætter, indtil øjet holder op med at tælle. Men midt i præcisionen opstår små brud – en skikkelse i en døråbning, en bevægelse i det fjerne, et øjeblik af uorden i alt det planlagte.
Måske er det sådan, man lærer en by at kende. Ikke gennem dens højeste bygninger eller dens mest berømte steder, men ved at stå stille længe nok til at se de små historier udfolde sig i mellemrummene.
