Billeder fortæller historier på en måde, som bryder med sprogets logik. De fastholder et øjeblik, og i det øjeblik åbner der sig flere tider på én gang. Noget har fundet sted, noget udfolder sig, og noget ligger foran. Fortællingen eksisterer som potentiale snarere end som en fast struktur.
Et billede som dette ovenfor etablerer en scene med tydelige elementer, men uden en bestemt retning. Motivet fungerer som et udsnit af en større sammenhæng, og forbindelserne opstår først i mødet med beskueren. Her bliver fortælling en aktiv proces, hvor mening dannes frem for at blive givet.
I stedet for en lineær historie opstår en åben narrativitet. Stemning, lys og rum skaber en form for spænding, som driver fortolkningen. Billedet siger noget, og det holder samtidig noget tilbage. Det er netop i dette spændingsfelt, at fortællingen lever.