Min første bytur i Sydney gik naturligvis via Harbour Bridge til Operahuset, et ikon i Sydney, og byens stolthed. På min vej blev jeg mødt af byens velkomstkomité, et par kakaduer, der skræppede op, som om de prøvede at fortælle mig noget. Jeg forstod ikke hvad de sagde, hvilket måske skyldes det den lidt særprægede accent de har hernede.
Der er noget særligt ved at stå på den anden side af kloden og se et af verdens mest berømte bygningsværker rejse sig over Sydney Harbour – og samtidig vide, at det begyndte som en idé på et dansk tegnebord.
Jørn Utzons operahus føles på én gang helt australsk og en lille smule dansk. Måske er det beliggenheden ved vandet, de enkle linjer eller måden, bygningen nærmest vokser ud af havnen på.
For mig er det en fin forbindelse mellem mit gamle og mit nye hjem. Et lille stykke Danmark midt i Sydney – skabt af en dansker, som turde forestille sig noget, ingen havde set før.

