Tagets mørke tegl er et stramt strenget instrument. Hver bølge i mønsteret en tone, der venter på at blive slået an. Dansere i fjerdragter springer ud i en forestilling, ingen har øvet, men alle kender. Vingernes penselstrøg skriver på et lærred af blåt, for et publikum uden billetter. Jeg står alene nedenfor og observerer et kort øjebliks poesi – en ballet uden musik, en koncert uden ord. Et par bask med vingerne og forestillingen er forbi. Jeg føler mig opløftet og mærker en lyst til at baske mine egne vinger.
