Dag 1. Ankomst. Et umuligt telt og insisterende fugle.
For 35 år siden fik jeg kun et glimt af Abel Tasman nationalpark. Nu vender jeg tilbage for at opleve det landskab, der har ligget lagret i hukommelsen siden ungdommens første møde med New Zealand.
Dengang var jeg 19 år og rejste fra Danmark til New Zealand med vandrestøvler, rygsæk og en åbenhed over for alt det, der ventede. Efter nogle måneders arbejde på en fårefarm på Nordøen krydsede jeg med færgen over til Sydøen, draget af fortællingerne om den storslåede natur.
Abel Tasman blev mit første møde med øens landskaber. En båd satte mig af på en gylden sandstrand i den sydlige del af parken, næsten uvirkeligt smuk, og samme dag vandrede jeg tilbage gennem bregneskoven til min bil i Mārahau. Det var nok til at sætte sig fast i hukommelsen, men ikke nok til at mætte nysgerrigheden. Denne gang var det anderledes. Denne gang havde jeg tænkt mig at give mig tid — og endelig opleve Abel Tasman i sin fulde længde og dybde.
Abel Tasman Aqua Taxi satte mig i land i den nordlige del af parken, og herfra skulle jeg vandre i fire dage gennem urskov og langs skønne, gyldne sandstrande. Jeg var på en fotomission og havde lånt telt og campingudstyr af en god ven. Aftenen forinden gennemgik vi udstyret, og jeg foreslog, at vi skulle prøve at slå teltet op, da jeg ikke har meget erfaring som campist. Han kiggede undrende på mig og afslog. Det var “a piece of cake” og “very easy”.
Efter dagens første vandretur ankom jeg til teltpladsen i Awaroa-bugten. Det var lavvande, og det var nemt at tage en smutvej over bugten. Jeg var en af de første, der ankom, og kunne frit vælge mit spot. Mens jeg tømte rygsækkens indhold, blev jeg omringet af et par weka-fugle. Spøjse fugle, der ikke kan flyve. De er på størrelse med høns og minder mest om små dinosaurer — særdeles nysgerrige og nærgående.
Mens jeg rev mig i mine for længst tabte hårlokker over teltstænger, barduner og pløkker, som slet ikke gav mening og bestemt ikke var “a piece of cake” at samle, kom weka-fuglene tættere og tættere på. Midt i mine bandende forsøg på at få styr på teltet hørte jeg pludselig hakke-lyde fra rygsækken. Wekaerne havde fået færden af mine frysetørrede måltider og var begyndt at hakke løs på poserne.
Jeg smed, hvad jeg havde i hænderne, og sprang hen for at jage dem væk med råb og fagter. Jeg syntes selv, jeg gjorde det godt, men tilsyneladende gjorde jeg ikke større indtryk på fuglene. De flyttede sig knapt, da jeg forsøgte at skræmme dem væk. De kiggede bare på mig med et udtryk, der på ingen måde indikerede frygt. Sådan nogle respektløse fugle!
Den næste halve time løb jeg i pendulfart mellem et håbløst kompliceret teltprojekt og nogle insisterende fugle, som jeg forsøgte at holde på afstand af mine aftensmåltider. Teltet kom op, men i en noget improviseret stil, og da teltpladsen lidt efter lidt blev fyldt med spændstige teltduge og stramme barduner, så mit improviserede projekt mere og mere sølle ud.
De næste par nætter skulle det blive meget bedre. Jeg endte faktisk med at få teltet til at stå nogenlunde stabilt, og da vinden piskede op på tredjedagen, stod det solidt forankret. Sådan, mand!
Teltet kom op og aftensmaden skulle tilberedes, inden jeg med kameraet skulle ud og udforske området i det bløde aftenlys. Vandet blev kogt på mit medbragte gasblus, og da jeg skulle til at hælde det i posen med frysetørret chop suey, opdagede jeg hullerne fra weka-fuglenes næb. Jeg bandede endnu en gang over fuglene, der havde udnyttet en uprøvet campists svagheder.
Tørkosten blev i stedet hældt i en kop, og vandet ovenpå. Omrørt i 30 sekunder og med en trækketid på 10 minutter — præcis som der stod på posens hullede brugsanvisning — og så var der mad. Velfortjent og smagfuldt. Og så var det afsted på foto-mission, inden solen gik ned, og det blev tid til at krybe ned i soveposen.
