Jeg lister gennem skoven, varsom og opmærksom, og håber at se dem, før de ser mig. Det sker kun sjældent.
Denne morgen gik jeg i skoven og ledte, som jeg så ofte gør, da jeg pludselig spottede rådyret. Det stod midt i lysningen og fulgte mig med et undersøgende blik. Jeg var afsløret. Igen.
Hver en knækket kvist, hver en lyd under mine såler afslører mig, længe før jeg overhovedet aner deres tilstedeværelse. Når først man er blevet opdaget, handler det om at fortsætte sin gang, roligt og uden pludselige bevægelser. Jeg ved, at hvis jeg stopper op og løfter kameraet brat, så er chancen forspildt og rådyret væk. Men hvis jeg blot fortsætter min gang, lader som ingenting, så tøver den et øjeblik længere. Det er, som om den ikke helt kan vurdere, om jeg er en trussel. For det meste stopper jeg op, selvom jeg godt ved, at jeg kun når 3-4 skud, inden den springer ind i krattet.
Mine korte møder med disse yndefulde væsener vækker glæde hver gang – måske fordi de store dyr giver mig illusionen af, at vi stadig har en smule vild og uforstyrret natur tilbage.
