Dag 4. De sidste indtryk
Solen havde svitset huden i nakken. Jeg hældte koldt vand på et lille håndklæde og lagde det omkring nakken for at lindre. Ben og ankler var dekoreret med bid fra blodtørstige myg og sandfluer, og under fødderne havde vablerne erobret store dele af mine størrelse 46-fødder og gjort det svært at gå normalt. Alligevel vågnede jeg med et smil på læben.
På fjerdedagen af min vandretur vågnede jeg tidligt og gjorde mig klar til turens sidste naturoplevelser. De sidste rationer af brød, honning og peanutbutter blev fortæret og kaffebønner hældt i den lille stempelkande. Madposen var næsten tom, men jeg havde dog lidt kiks, nødder og vand til de sidste 7-8 timers vandretur.
Min rygsæk blev atter stillet til afhentning af Abel Tasman Aqua Taxi, som fragtede den hjem til hovedkvarteret i Márahau. Langsomt påbegyndte jeg det sidste stræk på ca. 30 kilometer, inklusiv afstikkere. Benene var trætte og trængte nok mest til at restituere, og vablerne under fødderne generede nu for alvor min gang.
I løbet af dagen ændrede landskabet langsomt karakter fra tæt urskov til et mere åbent landskab med lavere vegetation. Stierne blev bredere og jeg begyndte at møde flere dag-turister, der blot ville have en smagsprøve af nationalparken, præcis som mig selv for 35 år siden.
Ruten gik, som de andre dage, langs kysten, og omkring hvert eneste hjørne kunne gemme sig en storslået udsigt.
Jeg havde gennem flere dage bemærket sorte træer, der virkede forkullede af skovbrande. Resten af træerne og den øvrige vegetation så uskadt og sund ud, så det virkede usandsynligt, at en skovbrand var årsagen. Det viser sig, at de sorte træer, er birketræer med mørke laver og svampe, som vokser på barken i det fugtige, salte kystklima. Det ligner brandskader, men træerne er sunde, og belægningen er helt naturlig – faktisk et tegn på et rent og stabilt økosystem.
Undervejs gennem Abel Tasman gik det op for mig, at det, jeg oplevede som uberørt natur, i virkeligheden var resultatet af et vedholdende menneskeligt nærvær. Stierne var ryddede, broer solide, og skoven virkede levende og i balance. Det var ikke tilfældigt.
Konserveringsarbejdet i nationalparken foregår stille og systematisk. Invasive rovdyr bekæmpes for at give plads til de oprindelige fugle, og skovområder genoprettes med oprindelig vegetation, mens invasive planter bekæmpes. Det er en enorm opgave, der kræver tålmodighed og en ihærdig indsats fra ansatte og frivillige. Resultatet af deres indsats kan høres i fuglesangen og mærkes i den ro, der hviler over landskabet.
Mit tempo blev langsommere og langsommere og pauserne flere, som dag gik. Jeg oplevede, at når jeg fokuserede på fotografering af interessante motiver, så generede vablerne mig mindre. Benene var tunge og jeg var ikke i en god forfatningen, men jeg ville have det hele med. Jeg lignede en, der havde badet i støv og mudder, og jeg duftede nok heller ikke for godt. Kontrasten var stor til de velfriserede og velduftende dagsturister, jeg gik i møde på min færden mod parkens sydlige udgang.
Efter godt otte timers vandring i denne unikke nationalpark, trådte jeg ind på Hooked Caféen i Márahau, som en tørstende ørkenvandrer, der lige havde fundet vand i en oase. Ikke mere frysetørret mad og tørt brød med peanutbutter. Jeg bestilte hurtigt en smashburger og en stor kold fadøl, og sad så der helt støvet med mudder langt op af benene. Et nydeligt ældre hollandsk ægtepar kiggede nysgerrigt på mig, og spurgte, om jeg lige havde vandret i parken. Det havde jeg svært ved at benægte. Det var nok mit smil på læben, der afslørede mig.