Dag 3. En afstikker i verdensklasse
Når man ikke planlægger for meget og overlader oplevelser til spontane indfald, føles de ofte mere ægte. Måske fordi man ingen forventninger har og bare tager hvad der kommer. En afstikker på tredjedagen blev uforglemmelig.
Klokken var 7 om morgenen. Lidt tørt brød med peanutbutter blev hevet frem fra rygsækken mens kaffevandet kogte på gasblusset. Kaffe og brød blev indtaget fra en træstub mens blikket var rettet mod det krystalklare vand i Bark Bay. Min lejr blev pakket sammen og bagagen afleveret til næste transfer: Anchorage-bugten. Jeg var tilbage på vandreruten kl. 9. Benene var tunge fra den foregående dag og vabler under fødderne begyndte at kræve min opmærksomhed. Jeg satte farten ned for at pleje skavankerne, hvilket ikke er en dårlig idé fra et fotografisk perspektiv.
Turen fortsatte langs kystruten, og jeg holdt fast i mit afstikker-dogme, en beslutning, jeg ikke skulle fortryde. Inden længe havde jeg selskab af vandrere fra England og Tyskland, som begge var på campervan rundrejse i New Zealand. Den ene i 3 måneder, den anden i et år. Det er hyggeligt med selskab, som solorejsende, og mens vi gik og snakkede om løst og fast, var mit blik konstant rettet mod potentielle motiver. Terrænet bød på opstigninger, nedstigninger, møder med rislende vandfald, weka-fugle i skovbunden, og soundblaster-fugle i trækronerne. Himlen var blå og stierne tørre og farbare. Af og til gik ruten via hængebroer over kløfter i landskabet.
Vi nåede frem til Torrent Bay senere på formiddagen, og havde timet tidevandet til perfektion, så vi næsten kunne krydse bugten tørskoet, og derved spare os selv for en længere omvej. Kort tid efter dukkede et skilt op med en afstikker til Cleopatra’s Pools. 30 min. stod der, så den købte jeg. Heldigvis.
Der var et par andre vandrere og nogle familier med børn ved Cleopatra’s Pools, hvor små naturlige svømmebassiner dannede rammen for en velfortjent pause. Mine med-vandrere indtog deres frokost på en klippe tæt ved den brusende flod, mens jeg begyndte at undersøge området for interessante motiver. Kort tid efter tog jeg afsked med mine medrejsende, da de begge skulle videre; de havde en lang vandretur foran sig til deres campervans i udkanten af nationalparken. Jeg tilbragte et par timer ved dette magiske sted, der mest af alt mindede om en flod i en tropisk regnskov.
Vandet var koldt, men på en varm sommerdag er en tur i floden lige det, de fleste har brug for. Et sted i floden løb vandet ned ad en naturligt formet sliske i klippen, der fungerede som vandrutsjebane for de badende. I flodens rislende vand blev ømme fødder plejet og svedige kroppe afkølet. Efter et par timer ved floden med fotografering og afslapning satte jeg sidst på eftermiddagen kursen mod teltlejren i Anchorage-bugten. Mine ben var i overraskende god forfatning, men vablerne under fødderne var efterhånden svære at ignorere.
Da jeg nåede frem til min bagage på teltpladsen i Achorage-bugten, sidst på eftermiddagen var vinden var taget til og piskede vandet i bugten op, så sejlskibe og havkajakker måtte søge ly. Jeg var igen udfordret med opsætning af telt, men denne gang var det vind af kulingstyrke, der vanskeliggjorde operationen. Men op kom det, selvom min sene ankomst til lejren efterlod mig med den nok mest eksponerede teltplads. Vinden aftog senere på aftenen og det bløde aftenlys kastede nu en rolig glans over bugten.
Min tredje vandredag var overstået og det var tid til lidt aftensmad, fodpleje og en vasketur i bugtens klare vand, inden lommelygten blev slukket fra teltdugens top.