Dag 2. Urskov, tidevand og uberørte strande.
Et af de absolut smukkeste steder, jeg har besøgt i mit liv, er Bark Bay i Abel Tasman nationalpark. Bugten åbner sig med blødt, gyldent sand, krystalklart turkis vand og en perfekt halvcirkel af skovklædte bakker. Kontrasten mellem den tætte, grønne urskov og havets klare farver er både beroligende og betagende – især i morgensolen eller sidst på dagen.
Fra Awaroa, hvor jeg sloges med telt og nærgående weka-fugle, går turen nu til Bark Bay ad afmærkede stier gennem en tæt underskov af mānuka- og bregnetræer, som giver stedet en næsten subtropisk karakter. Turen er estimeret til at vare omkring fire timer for en gennemsnitlig vandrer. For mig tog den syv! Jeg har ikke travlt og stopper hele tiden op for at undersøge interessante motiver i landskabet. Jeg vil ikke misse noget, så min regel er, at jeg tager alle de afstikkere, der byder sig undervejs, hvis de ligger mindre end 30 minutter fra hovedruten. Det er forklaringen på min langsomme fremfærd.
Min oppakning på turen til Bark Bay består kun af min kamerataske, pakket med tungt professionelt grej. Abel Tasman Aqua Taxi, som fragtede mig ind i nationalparken, tilbyder en uvurderlig service, de kalder bag transfer. Det betyder i praksis, at man efterlader sin bagage med tøj, mad og campingudstyr på et aftalt sted på den strand, hvor man har camperet. Herefter afhenter Abel Tasman Aqua Taxi bagagen og fragter den videre til næste lejrplads. Man slipper således for at gå med tung oppakning og kan bevæge sig mere frit gennem nationalparken – en service, jeg varmt kan anbefale.
Tidevandet i Bark Bay, og resten af Abel Tasman, sætter dagsordenen for både livet og landskabet i nationalparken. Langs kysten kan vandstanden stige og falde med omkring 5 meter mellem lav- og højvande. Det betyder, at strande, sandbanker og tidevandslaguner kan være helt dækket af vand ved højvande og forvandles til brede sandflader ved lavvande. Dette har stor betydning for planlægningen af vandreture og krydsninger af flodmundinger på turen gennem parken.
Når vandet trækker sig tilbage, har strandskaderne, med deres karakteristiske lange, orange næb, travlt med at tage for sig af retterne. De lever primært af små skaldyr.
Jeg har på mine tidligere rejser besøgt flere af New Zealands nationalparker, og her skiller Abel Tasman sig tydeligt ud. Det er landets mindste nationalpark, den mest besøgte og den eneste med ruter gennem tæt urskov, som smelter sammen med eksotiske strande. Nationalparken føles bestemt ikke lille og dækker et område, der nogenlunde svarer til Møns størrelse.
Terrænet er forholdsvis kuperet og strækker sig fra havniveau til lidt over 1.100 meter fra kyst til højderyg, så ruterne byder på en del op- og nedstigninger undervejs. Jeg oplevede ingen trængsel i parken, og der kunne gå lang tid mellem møder med andre vandrere på stierne.
Jeg forsøger ofte at inkludere mennesker i mine billeder, da de understøtter fortællingen om vores trang til naturoplevelser og samtidig giver en målbar skala i landskabet. I Abel Tasman måtte jeg derfor ofte vente længe, før andre besøgende dukkede op og kunne indgå naturligt i mine billedkompositioner.
Jeg ankom til Bark Bay efter syv timers vandretur fra Awaroa og fik slået teltet op omkring 50 meter fra vandkanten i en sikker højde. Fra teltet kunne jeg kigge ud over bugten og det turkisgrønne vand, mens træerne over mig gav skygge for solen. Overalt var der et leben af fugleliv, og ved skumringstid og i morgengry smeltede bølgernes rolige skvulpen sammen med en sangfuglekoncert af en anden verden.
Jeg kunne ikke genkende en eneste sangstrofe fra det danske sangfuglerepertoire. Det er virkelig imponerende, og fuglenes sangvolumen er enorm. Jeg ved ikke præcis hvorfor, de synger så højt, men måske skyldes det, at de kommunikerer over større afstande i mere kuperede territorier og derfor har udviklet sangstemmer i stadionklasse.
Særligt tui-fuglen har et karakteristisk og meget varieret sangkatalog, der ofte lyder som et potpourri af covernumre. Den er ekstremt dygtig til at efterligne andre sangfugle. Og så er der kākā-fuglen, New Zealands oprindelige papegøjeart, hvis skræppen dominerer lydbilledet. I Bark Bay var de næsten forsvundet, indtil arten blev genintroduceret for nogle år siden. Den yngler nu i området og er langsomt ved at genfinde sin naturlige bestand.
Træt og mættet af naturoplevelser krøb jeg til køjs på anden dag af min vandretur gennem Abel Tasman nationalpark. Efter at have lyttet til og beundret aftenkoncerten fra trækronerne fandt jeg ørepropperne frem og faldt i søvn.