Erindringer fra Sønderjylland

Forfatter: Clara Dahl Hansen

 

Jeg var 10 år gammel da tyskerne invaderede Danmark den 9. april 1940. Der var en øredøvende larm fra tunge tyske fly over Sønderjylland. Det var uhyggeligt. Far var kørt til mejeriet. Søster Kirsten og jeg ville i skole. Vi cyklede afsted ad små veje og stier og nåede frem. Vi var de eneste, der var mødt frem, så lærer Petersen sagde, at vi skulle skynde os hjem, for tyskerne var kommet og ingen vidste hvad der kunne ske. Mor gik uroligt rundt fordi far ikke var kommet hjem fra mælketuren. Han skulle over landevej 8, den vej de tyske kolonner kørte ad. Han nåede hjem efter et par timers forsinkelse. Det blev fortalt at hjemmetyskerne bød tyske soldater velkommen med hjemmelavet rabarbervin. Danske bønder lagde landbrugsmaskiner ud for at spærre vejen. Der havde været kamp mellem danske og tyske soldater, med tab på dansk side. Om aftenen måtte vi ikke tænde lys, men inden længe fik vi mørklægningsgardiner for vinduerne. Vi havde ikke fået elektricitet lagt ind endnu, og nu var det udskudt til senere. Vi havde petroleumslamper, men efterhånden blev petroleum rationeret, da der var knaphed, så vi brugte karbid og stearinlys. Alle gamle stearinlysstumper blev smeltet om til nye lys.

 
Det blev fortalt at hjemmetyskerne bød tyske soldater velkommen med hjemmelavet rabarbervin. Danske bønder lagde landbrugsmaskiner ud for at spærre vejen.

Den lille landsbyskole var delt op i to klasser, en dansk og en tysk. I den danske klasse havde vi lærer Petersen, som gjorde hvad han kunne for at lære 30 børn på syv forskellige klassetrin noget. I den tyske klasse herskede lærer Fabricius, det kunne man høre på afstand. Vi havde fælles skolegård med børnene fra den tyske klasse, og nu var freden i skolegården også truet. De tyske børn fortalte os, at nu var det dem, der herskede. Det var vi bestemt ikke enige i. Derfor blev det ordnet sådan, at vi fik frikvarter forskudt, så vi ikke røg i totterne på hinanden. ”Vi havde fælles skolegård med børnene fra den tyske klasse, og nu var freden i skolegården også truet. De tyske børn fortalte os, at nu var det dem, der hers- kede. Det var vi bestemt ikke enige i.” Clara Dahl For at komme i skole måtte vi over jernbanen. Af og til måtte vi vente fordi bommen var nede. Tog med tyske soldater og krigsmateriel skulle passere. Om soldaterne troede vi stod der for at hylde dem, ved jeg ikke, men de smed nogle tørre kiks til os. Ingen rørte dem. De fleste af vores naboer var hjemmetyskere. Vi havde et udmærket naboskab, men kendte hinandens tilhørsforhold, så politik var ikke noget man diskuterede. Det var værre med de “blakkede”, for dem vidste man ikke hvor man havde. Nogle af de unge fra nabolaget tilsluttede sig Hitlerjugend. De kom i en gruppe marcherende forbi vores hjem, fuldt uniformeret. Pigerne bar sort nederdel, hvid bluse og sort slips. Drengene var i sorte bukser, hvid skjorte, sort slips og lange støvler. En af dem kom med en kommentar om, at det var godt at de havde sendt politiet og grænsegendarmerne i Frøslevlejren. Om aftenen kunne vi se lyset fra vagttårnene i Frøslevlejren. Så snart de britiske overflyvninger begyndte, blev projektørerne i lejren slukket. I stille vejr kunne vi høre luftsirener fra Flensborg. Vi var altid bange, når vi hørte fly foroven. De britiske fly summede, de tyske brummede. Når der var overflyvninger, blev luftværnsskyts aktiveret. Vi kunne se hvordan lyskasterne ledte efter flyene. En gang imellem fangede de et fly med to lysstråler og så lød kanonerne. Vi fandt af og til granatsplinter omkring huset efter sådan en nat. Vi fandt også flyveblade fra de tyske overflyvninger. Det var propagandaskrifte. De var på tysk, så dem kunne vi ikke læse. Min mor kunne tysk, da hun som sønderjyde måtte gå i tysk skole under første verdenskrig. Hun sagde det var noget vrøvl, der stod på flyvebladene. Hun havde oplevet første verdenskrig, hvor hendes far var sendt i krig, og hun var bange for, at det skulle gentage sig; at danske mænd skulle tvangsudsendes til den tyske hær. Hjemme fyrede vi med tørv, som vi selv gravede i mosen. Hvis de var tørre var de udmærket som brændsel, men da det ofte regnede var det en kunst at få dem til at brænde. Mor var tit fortvivlet over hvor svært det var at få varme til at lave mad på, og til at få varme i stuen og køkkenet. Ofte blev vi siddende omkring køkkenbordet om aftenen, så vi kunne holde varmen og spare på lyset. I de første krigsår fik vi tre hårde isvintre. Sneen stod højt, og for at komme i skole måtte vi gå tværs over markerne. Vi fik kuldeferie fordi skolen ikke kunne varmes op. Jeg erindrer ikke hvor længe den varede, men jeg husker, at vi i maj måned fandt rester af sne i grøfter, hvor solen ikke kunne få fat.

 
Vi havde fælles skolegård med børnene fra den tyske klasse, og nu var freden i skolegården også truet. De tyske børn fortalte os, at nu var det dem, der herskede. Det var vi bestemt ikke enige i.

Der blev erklæret undtagelsestilstand i Danmark den 29. august 1943. Jeg gik bag kartoffeloptageren med de andre børn fra egnen for at samle kartofler op. Vi modtog nyheden om undtagelsestilstanden midt på kartoffelmarken. Både vi og de tyske børn var i vildrede over hvad det nu betød, men kort tid efter accelererede ubehagelighederne. Pastor Andersen, som jeg var blevet konfirmeret hos, blev taget af tyskerne til Frøslev lejren. Det samme skete med fotografen og kornhandleren fra Tinglev og mange andre. Jernbanen blev sprængt i luften, både som sabotage og fra luften. En engelsk jager var faldet på en mark i nærheden. Vi var helt henne og kigge på den. Piloterne var sluppet væk. Området blev afspærret og flyveren fjernet af værnemagten.

 

Overflyvningerne tog til, og vi vågnede næsten hver nat af den velkendte summen fra fly og kanontorden. Vi kunne høre, når der blev bombet i Flensborg i Kiel. Omsider oprandt den 4. maj 1945. Over den engelske sender havde vi fået at vide, at hvis det kom til væbnet kamp, så skulle vi søge ud på åben mark, så de allierede kunne se os. Tyskerne ville muligvis forsøge at gemme sig i husene. Mor havde pakket en lille kuffert med det mest nødvendige. Heldigvis blev der ikke brug for den. Det var en urolig lettelse og glæde, da vi hørte fra London, at de tyske tropper havde overgivet sig. Krigen var slut og vi kunne igen sove roligt om natten. Næste dag cyklede vi til Kruså for at tage imod de engelske tropper. Senere var vi til fest på Dybbøl banker. Vi kørte derud med mange andre på ladet af lastbiler. Det var ubeskriveligt festligt.

Men så kom efterspillet for dem, der havde været i uniform, eller på anden vis havde deltaget i værnemagtsarbejde. Nu var det dem, der blev hentet og kørt til Frøslev lejren, eller Padborg lejren, som den nu kom til at hedde. Vi så den tyske hær vandre mod syd, laset og pjaltet. De slog nattelejr i nærheden og prøvede at skaffe sig mad rundt omkring. En af soldaterne bankede på hos os og vi bød ham til bords. Han fortalte, at han var fra Østtyskland og ikke havde hørt fra sin familie længe. Han vidste ikke om de stadig var i live, og om han overhovedet havde et hjem at vende tilbage til. Han viste os billeder af sin familie.

 

Og så var der de unge danske mænd, som havde meldt sig til SS. Nogle var faldet, andre kom hjem som vrag. En af dem var en ung mand fra egnen, som havde haft en problematisk opvækst og svært ved at klare sig i skolen. Han havde ladet sig overtale til at blive SS soldat. Han fortalte min bror, at han havde det forfærdeligt med at blive sendt til østfronten og deltage i de uhyrligheder, der foregik der. Han begik senere selvmord.

 

I foråret 1946 kom Christian den tiende og dronning Aleksandrine en tur rundt i Sønderjylland. Jeg mødte op med en buket blomster fra haven. Jeg overrakte den personligt og fik et håndtryk af både kongen og dronningen.