En vigtig lektion

Der sidder han så i busskuret og drikker dåseøl og ryger smøger. En bums på overførselsindkomst, der nok er hjemløs og har opgivet at komme i job og få sit liv tilbage på ret køl. Dette var min umiddelbare dom, da jeg først kastede et blik på manden i busskuret. Jeg vidste lige præcis hvem jeg havde at gøre med. Men hvad nu hvis jeg tog fejl?

 

Jeg fangede mig selv i at være særdeles dømmende og forudindtaget. Min underbevidsthed havde fuldstændig overtaget den kognitive aktivitet. Sådan måtte det jo hænge sammen… eller? Drevet af nysgerrighed besluttede jeg mig for at aktivere de mere analyserende dele af hjernen. Med kamera og notesblok henvendte jeg mig til manden i skuret.

 

Efter en times hyggesnak med Michael på 62 år, der er elektriker i job, og med egen lejlighed, var det tydeligt for mig, at min underbevidsthed havde foretaget en kognitiv kortslutning. Min mavefornemmelse havde svigtet mig, men heldigvis var mit bevidste kognitive analyseapparat trådt til, og havde reddet lidt af æren.

 

Men hvordan var jeg blevet ledt så vildt på afveje? Var det mandens henslængte facon på bænken i busskuret? Var det dåseøl og smøgerne? Var det hans beklædning eller var det fuldskægget? Det var nok en kombination af det hele. Min hjernes processor skulle i virkeligheden ikke bruge særlig meget visuel data til at placere Michael i kassen for subsistensløse. Skræmmende. For hvor ofte går jeg så i øvrigt og tager fejl af mennesker og situationer, som jeg ellers tror, jeg helt har afkodet og forstået?

 

Sagen er den, at Michael har fast arbejde, men efter årtier med hårdt slid på arbejdsmarkedet er hans knæ så medtagne, at han nu er på nedsat tid. Han bor alene i sin lejlighed, hvor ensomheden ofte føles så overvældende, at han må en tur ud på gaden. Ud, hvor der er liv, der hvor mennesker færdes. Ofte omsættes udlængslen til et par timer i busskuret, lige nedenfor lejligheden, i selskab med dåseøl og smøger. Michael fortæller, at han har det fint med at sidde der, helt alene, og betragte livet omkring sig, men at det da også er hyggeligt med en sludder.

 

I forskellige sammenhænge udtrykker jeg ofte, at fotografering handler om mødet med verden derude, og med verden inde i én selv. Det er denne historie et klart eksempel på. Den er også et eksempel på, hvor givende det kan være, at henvende sig til fremmede mennesker og høre deres historier. Selvom det kan være grænseoverskridende, så bliver man næsten aldrig skuffet. Og man bliver næsten altid klogere på sig selv.