I en verden, der altid er i bevægelse, søger vi efter det perfekte, det nye og det upåklagelige. Midt i denne jagt overser vi den særlige æstetik og historie, der findes i forfaldet. Vi ser ikke skønheden i de sprækker, der fremkommer på en gammel mur, eller i de forladte bygninger, der engang husede liv og aktivitet. Men det er netop der, i forfaldets afkroge, at vi finder fortællinger, der venter på at blive genfortalt.
Med fotografierne om forfaldet på Refshaleøen ønsker jeg at udfordre vores opfattelse af tid og værdi. Forfald minder os om, at alt er forgængeligt, og at intet varer evigt. Men det er netop i denne erkendelse, at vi kan finde en dybere værdsættelse af det nuværende øjeblik og en forståelse af vores egen forgængelighed. Ved at reflektere over forfaldets billeder kan vi finde en fornyet taknemmelighed for det, der er, og en bevidsthed om vores plads i den store historie, der udfolder sig omkring os.
Et fascinerende aspekt ved forladte steder er naturens evne til at erobre og overtage. Når menneskehænder ikke længere er til stede for at vedligeholde eller bevare disse steder, tager naturen over. Vi ser frodige planter, der vokser gennem sprækker i gulvet eller smukt tilgroede mure, der har overtaget bygninger. Denne kamp mellem det menneskeskabte og det naturlige skaber en æstetisk kontrast, der både er ødelæggende og betagende på samme tid.
Nogle gange er gamle industrimaskiner gådefulde, især når de er blevet efterladt eller glemt. At se en forfalden maskine rejser spørgsmål om dens oprindelse, formål og historie. Hvordan fungerede den? Hvem brugte den? Hvorfor blev den efterladt? Når gamle maskiner forfalder, afslører de ikke kun rust og forglemmelse, men også en æra af styrke, opfindsomhed og håndværk, der en gang drev verden fremad.
