Alle voksne bærer på øjeblikke og perioder i livet, der har sat dybe spor – kapitler, der har formet os til dem, vi er i dag. Nogle af disse minder rejser sig som monolitter i landskabet af vores erindringer. Omgivelserne kan være forsvundet, men essensen står tilbage – fast og urokkelig som grundfjeld. For mig er den monolit Malaysia. Året var 1988.
Jeg var blot 15 år gammel, da jeg steg ombord på et fly mod Kuala Lumpur. Alt, jeg vidste om Malaysia, havde jeg fundet gennem stille timer på det lokale bibliotek – politik, styreformer, religion. Begreber. Abstrakte idéer. Intet, der kunne forberede mig på det, der ventede.
Efter en uges introduktionslejr i hovedstaden blev vi 28 udvekslingsstudenter – fra Australien, New Zealand, Japan, USA og Danmark – sendt med busser til forskellige dele af landet.
Jeg havde fået tildelt en værtsfamilie i det nordlige Malaysia, nær byen Kangar, og tog den lange tur nordpå. Otte timer senere blev jeg mødt af min lokale AFS-kontakt og kørt til det sted, der skulle blive mit nye hjem. Her boede et ungt ægtepar i midten af trediverne med tre drenge på 8, 11 og 14 år.
En svær begyndelse
Jeg fornemmede tidligt, at det her ville blive svært. I starten virkede det som om, min tilstedeværelse gav familien en vis stolthed. En udenlandsk udvekslingsstudent – noget at vise frem. Men bag facaden var der kaos.
Kort efter min ankomst mistede faren sit job på en byggeplads. Moderen gik hjemme. Familien stod pludselig uden indkomst – og nu med én mund mere at mætte. Jeg kunne tydeligt mærke det Jeg var ikke kun gæst. Jeg var en byrde.
De første måneder blev en overlevelseskamp. Familien talte ikke engelsk, men jeg begyndte langsomt at lære Bahasa Malaysia – heldigvis et forholdsvis nemt sprog – og fandt ud af, hvordan skolen fungerede i et system, der var helt anderledes end det danske. Men den største læring skete derhjemme, hvor afmagten tog form som disciplin. Første gang det skete, frøs jeg. Når drengene lavede ballade, kom for sent hjem eller fik dårlige karakterer, røg bæltet ned fra sømmet på væggen. Slagene efterlod børnene grædende. Jeg sad i stuen, lammet, uden at vide, hvad jeg skulle gøre. Så jeg fandt min blok frem og begyndte at skrive. Det blev min måde at tale med nogen om det, jeg oplevede.
Moderen var venlig og omsorgsfuld – men var magtesløs over for ægtefællens vold imod børnene. Jeg fik enkelte skideballer, men blev aldrig selv udsat for noget.
Huset var beskedent. En lille stue, et enkelt køkken med stenbord og køleskab og to små soveværelser. Jeg delte værelse med de tre drenge og sov nederst i køjesengen. Om natten summede en lille ventilator – vores eneste forsvar mod varme og myg.
En dag forsvandt strømmen. Regningerne var ikke blevet betalt, så pludselig var køleskab, loftlampe og ventilator bare påmindelser om, hvor skidt det stod til.
Jeg blev set som familiens økonomiske redning – en rolle, jeg hverken kunne eller ville påtage mig med mine begrænsede lommepenge.
Min hverdag begyndte klokken seks. Et hurtigt bad under åben himmel med en øse fra regnvandsbeholderen bag køkkenet. Tænderne blev børstet, skoleuniformen taget på. Der var ikke mad i huset, så morgenmaden indtog jeg i skolens kantine. Frokosten ligeså. Om eftermiddagen tog jeg bussen ind til Kangar by, hvor jeg søgte tilflugt i gaderne og i butikker med aircondition. Jeg spiste i et gadekøkken, inden jeg tog hjem, for ikke at gå sulten i seng. Inden da vaskede jeg skoleuniform og sko med en skurebørste bag huset, så jeg kunne bestå ordentlighedstesten i skolegården den næste morgen. Man ville nødig i unåde hos den strikse inspektør, som ikke tøvede med at uddele rap over fingrene eller eftersidninger for disciplinære overtrædelser.
Min redning
Sådan forløb de første fire måneder af mit ophold, indtil jeg kastede håndklædet i ringen. Faderens vold i hjemmet, pres for penge og manglen på omsorg og kærlighed fik mig til at kontakte min lokale AFS-repræsentant. Hun handlede hurtigt og fandt en ny værtsfamilie til mig. Det blev en total kontrast til den første. Min nye familie tilhørte middelklassen med to udearbejdende forældre. Der var ingen overflod, men heller ingen afsavn. Til gengæld var der rigeligt af kærlighed, latter og gode historier. Min overlevelseskamp var ovre. Rekruttiden var forbi – nu følte jeg, at jeg kunne klare hvad som helst. Min første værtsfamilie var malajisk og muslimsk. Den nye havde indiske rødder og var hinduer. Der blev talt engelsk, blandet med bahasa Malaysia og indiske gloser. Alt føltes så anderledes, at det var, som om jeg havde krydset en landegrænse, selvom jeg kun var flyttet få kilometer. Familien bestod af mor Meenachi, far Suppiah, sønnen Appu og datteren Rajish. Der var også en ældre bror, Sri, men han studerede i udlandet, så ham mødte jeg aldrig.
Tilbage i Kangar
37 år senere står jeg igen foran huset, som jeg forbinder med så mange stærke oplevelser og relationer. Familien er for længst flyttet til Kuala Lumpur, men kontakten har jeg holdt alle årene – især med Rajish, min værtssøster. Gennem hende har jeg fulgt med i både glæder og sorger. En af de sværeste beskeder var, at Meenachi var gået bort. Hendes varme, energi og smil lever dog videre i dem, der kendte hende.
Denne gang er jeg i Kangar med min egen familie og gode venner fra New Zealand. Vi står der, hvor latter og musik engang fyldte rummene. Hvor vi delte måltider, historier – og langsomt fandt vej ind i voksenlivet.
Nu står huset tomt og forfaldent. Vi går alligevel indenfor. Der er stille og minderne kommer hurtigt tilbage. Det er trist at se huset i den tilstand – men alligevel rart at være tilbage. Et enkelt øjeblik. Et roligt gensyn. En stille forbindelse mellem fortid og nutid.
