Der findes en længsel i mit blik, som ikke vil nøjes. En stille uro, der bevæger sig som en strøm under min hud, og som først falder til ro, når verden åbner sig på ny. Det er ikke nok for mig bare at være til – jeg må også forsøge at fange det – det flygtige, det flydende, det som næsten er forbi i samme øjeblik, det begynder.
Nogle gange er det lyset, jeg jager – det bløde, gyldne strøg, som kun eksisterer i minutterne før dagen bøjer sig mod nat. Andre gange er det blikket i en forbipasserendes øjne – et vindue til et liv, jeg aldrig selv skal leve, men som jeg alligevel får lov til at røre ved i et enkelt åndedrag.
Det handler om nærvær, ja – men også om afstand. For i forsøget på at fastholde det ubegribelige, står jeg både udenfor og midt i det hele. Jeg bliver både deltager og vidne. En samler af stemninger. En kurator af det flygtige.
Det handler i sidste ende om kærlighed – en umættelig kærlighed til det uventede, det uskarpe, det upolerede. Det, der ikke lader sig forklare, men som alligevel brænder sig fast i min erindring. Og måske er det ikke billeder, jeg samler. Ikke steder, ansigter eller lys. Men små beviser på, at jeg har levet – vågent, opmærksomt, og med åbne sanser.