Vinterdagene er mørke. Solen er pakket ind i grå plamager af skyer, der ikke lader mange solstråler igennem. Himlen er forseglet og der er dunkelt i skoven. Lysmåleren i kameraet fortæller mig, at jeg er nødt til være kreativ, hvis jeg vil have vel-eksponerede billeder i kassen.
Løvfaldet ligger tykt i skovbunden og træerne er næsten nøgne. Vinden flår nådesløst i de sejlivede blade, der hænger på til det sidste. Men også de må overgive sig. Jeg er i bevægelse gennem skoven. Og skoven er i bevægelse, dikteret af en årstid med kølig vind fra nord. Bladene hvirvler rundt, indtil de til sidst finder ro i skovbunden.
Nøgne, svajende træer og hvirvlende blade er dagens motiv, lange kamera lukkertider det tekniske benspænd. Som altid, må man arbejde med de forhold, man møder derude, og med det kamera, man har til rådighed. Genkend motivet og kend dit kamera, det er en del af hemmeligheden bag et vellykket fotografi. Vejrudsigten melder gråvejr så langt prognose-øjet rækker, og jeg er ikke typen, der sættter mig ned og venter på optimale forhold. Jeg vil ud og fotografere, for vil man være rigtig dygtig til noget, må man gøre det hver dag. Afsted med mig!