Der lå den så, med hovedet nede i en ventilationsrist og mere indtørret end et svensk knækbrød. Kun 50 meter fra akutmodtagelsen endte denne fugl sine dage – ganske dramatisk og uden nogen bemærkede det.
Inde på hospitalets stuer går livet sin vante gang. Det er her, menneskeliv ofte begynder og slutter. Her, hvor livets rejsekort tages i brug for første og sidste gang. Check ind. Check ud.
Disse bygninger er knudepunkter for glæde, sorg, håb og frygt. De er mødestedet for livets store følelser. Her bryder et barns første skrig stilheden, mens en sidste udånding sætter punktum for et levet liv. På hospitalets gange krydses skæbner; nogle fejrer, andre sørger – alle samlet i under samme tag.
Hospitalet er et sted for håb. Det er her, mirakler sker, hvor sygdomme bekæmpes, og hvor mennesker får en ny chance. Men det er også et sted for afsked – hvor pårørende holder i en hånd for sidste gang. Kontrasten mellem disse øjeblikke gør hospitalet til et særligt eksistentielt rum – en kulisse for livets mest intense øjeblikke.
Måske er det netop dette paradoks, der gør hospitalet til et så kraftfuldt sted: Her findes både den største sårbarhed og den største styrke, den dybeste sorg og den højeste glæde. Midt i dette møde mellem liv og død vandrer jeg rundt i mine egne tanker. Sidste gang jeg befandt mig her, på Herlev Hospital, lå jeg i sengen ved siden af min kræftsyge mor, da hun udåndede for sidste gang. Denne gang går jeg og venter på et lille mirakel, der snart vil finde sted. Jeg har en aftale med mit første barnebarn.
