Drevet af leg og impulser

Når en digter leger med ord, og en musiker med toner og harmonier, eksperimenter de inden for deres kunstform med nye måder at udtrykke sig på. Ordene er ikke nye, ej heller instrumentets toner. Det er velkendte elementer, de sætter sammen på nye måder.

På mine utallige vandreture i skoven skulle man tro, at jeg havde set og fotograferet alt, der kunne fotograferes. Men mulighederne for nye kombinationer af velkendte elementer er uendelige. Med en legende og eksperimenterende tilgang sætter jeg kameraet til øjet, trykker på udløseren og ser hvad der sker. Ofte får jeg idéer undervejs, der giver anledning til nye idéer. Jeg har næsten aldrig en plan med hjemmefra. Ofte ved jeg ikke engang hvilken del af skoven, jeg vil udforske. Jeg lader nye indtryk og skæve idéer lede vejen. Hvis man tracker min færden rundt i skoven via GPS, vil man se en særdeles snørklet og irrationel rute, som kun en beruset person kan have gået. Jeg er ganske ædru og følger blot min intuition, inspiration og mine impulser.