Her er et minimalistisk fotografi med et stærkt grafisk udtryk. Linjerne i billedet leder beskueren hen til motivet, de to personer. Trappens gelænder lyser op i himlens nuancer og leder vejen, uden at blive dominerende. Der er to tværgående linjer, der mødes. Der er to personer, der mødes. Der er to farver, der mødes. Lys og mørke skærer billedet over i en skarp zigzag zone. Personerne er kommet op fra mørket gennem dialog. Kontrasterne er store, detaljerne få, og enkeltheden gør, at vi er kommet ind til kernen af fortællingen.
Jeg hørte engang et filosofisk spørgsmål, der lød: Hvor meget af et teater kan man egentlig skrælle bort, og stadig have et teater? Man kunne fjerne scenetæppet, og fjerne manuskriptet, sceneteknikerne og belysningen. Man kunne skaffe sig af med instruktøren, ja faktisk hele bygningen. Man behøver ikke noget af det. Det eneste, man ikke kan skille sig af med, og stadig have “teater”, er en skuespiller i et rum, og nogen der ser på. Dette er grundelementerne i et teater. Resten bør man kun tilføje, hvis det tilfører værdi til formålet. Det samme gælder i virkeligheden dette foto, hvor vi er helt nede til det essentielle for at kunne fortælle historien: motivet (personerne), lokationen (trappen) og beskueren (dig). Jeg synes tankeeksperimentet er godt, da det kan hjælpe til at skrælle unødig støj fra.