“Jeg mener, en grusbane, der har ligget her og lignet sig selv siden 1968, en stribe græs, et par havebænke, pølser, hurtige gevinster og de her fantastiske dyr, der bare eksploderer i lynsekvenser af tætpakket urinstinkt. Det er så kompromisløst, så dragende – som at kigge ind i levende ild! Og du kan bare komme udefra og vade direkte ind under huden på stedet og folk herude, der på en og samme tid er vanvittigt passionerede og helt, helt nede på jorden og åbne. Det er jo et stykke overset danmarkshistorie, jeg simpelthen var nødt til at skrive om!”
Sådan udtaler digteren Claus Høxbroe sig til Politiken den 29. april 2019. Det er præcist samme oplevelse jeg havde, da jeg første gang besøgte Kallerupbanen, lidt udenfor Hedehusene. Hundevæddeløb er en nichesport i Danmark. Det er et fællesskab, hvor mennesker dyrker deres passion sammen, og hvor engagerede frivillige kræfter knokler for fællesskabets bedste.
Jeg har ikke den store interesse for hverken hunde eller væddeløb, men dette miljø er så unikt, at jeg vender tilbage med jævne mellemrum for at fotografere og for at blive klogere på mennesker og fællesskaber. Høxbroe formulerer det således:
De lommer af forskellighed, der gør vores samfund rigt og os alle sammen klogere, dem bliver der færre og færre af