For et par måneder siden besøgte jeg Fotografiska museet i Stockholm, et imponerende museum, der bringer fotografiet helt op på niveau med andre fine kunstformer. Der har vi meget at lære på denne side af Øresund. Det var udstillingen, In Bloom, der gjorde størst indtryk på mig, og den handlede om menneskets tabte forbindelse til naturen.
Naturen er et mysterium – stærk og overlegen, men samtidig skrøbelig og sårbar. Lys og smuk, men også vild og truende. Mennesket har altid været afhængig af naturen, mens naturen sagtens ville overleve uden mennesket. Faktisk ville den nok klare sig temmelig godt uden mennesket.
I en urolig verden og et lynhurtigt forbrugssamfund er menneskets behov for skov og natur måske større end nogensinde. Naturen er en oase af inspiration og ro, hvor vi kan lade op, samle tankerne og skabe balance i en hverdag med alt for høj fart.
Vi lever i en mærkværdig tid, og des mere kunstig vores verden bliver, des stærkere længes vi mod naturen. Vi opsøger skønheden, stilheden og langsommeligheden. Naturen nærer vores psyke, og det er ikke for ingen ting, at naturen opfattes som et rekrea-tivt område. Her re-kreerer, gen-skaber, vi noget, vi har tabt.
Jeg ved ikke, hvad det er ved skoven og naturen, der giver energi og glæde, men det virker hver gang. Naturens helt egen supercharger lader mig 80% op på blot 30 minutter. Og med sådan en opladning kan jeg køre et døgn i den moderne verden, med dertil hørende pendlerture, tech-devices, møder og skærmtider, indtil naturforbindelsen igen skal etableres. Ro og fordybelse er privilegier, som jeg tanker i naturen.
