De er svære at overse. Regnbuelorierne kommer susende mellem træerne som små eksplosioner af farve – grønt, blåt, orange og gult i en kombination, der næsten virker for voldsom til at være skabt af naturen.
Det første, jeg gør om morgenen, når solen står op, er at kaste blikket ud ad badeværelsesvinduet. Regnbuelorierne sidder enten i palmetræet eller i jakarandatræet udenfor og er en påmindelse om, at selvom storbyer i vid udstrækning ligner hinanden, og selvom den vestlige kultur i Australien ikke er så forskellig fra den danske, så er noget fundamentalt anderledes her; naturen og dyrelivet.
Jeg kan blive stående længe og betragte dem. De hænger akrobatisk i grenene, jager hinanden væk fra de bedste blomster og diskuterer højlydt, som om hvert eneste træ rummer en konflikt, der absolut skal løses med det samme.
For mig er de allerede blevet en del af Sydneys lyde og farver. Eksotiske og fremmede – og samtidig så almindelige her, at de lokale knap nok synes at bemærke dem.
Er der noget at sige til, at morgenen er mit yndlingstidspunkt på dagen?
