Den har ligget i skabet i nogle år. Da den var ny, havde jeg den ofte med på fototure, og wow-effekten udeblev ikke. Som tiden gik, kom den sjældnere op af tasken. Herefter fik den plads bagerst i skabet. Havde den haft sin egen vilje, ville den nok have foretrukket en anden ejer. Men nu er den jo bare et stykke teknologi.
Det er selvfølgelig min lille drone, jeg taler om. En lille sag på 249 g. Et vildt stykke teknologi, som ikke har fået fast plads i min kamerataske. Jeg har blandede følelser omkring droner. De strider egentlig imod min tilgang til fotografering. Når jeg er ude i naturen og fotograferer, forsøger jeg altid at være helt stille og komme så tæt på mine motiver som muligt. Droner er støjende og skaber en naturlig distance til ens motiver. Når jeg nu ikke kan komme helt tæt på mine motiver med den, kan jeg i stedet trække op i 100 meters højde og få et nyt perspektiv på mine omgivelser. I den højde generer dronens lyd ingen, hverken mennesker eller dyr.
Fang det perfekte øjeblik
Efteråret er en smuk tid, særligt set fra oven. Mosaikken i træernes kroner er fascinerende. Når man flyver med drone, vil man opleve, at man bliver forblændet af det nye perspektiv, og alting ser fantastisk ud. Men det gør det ikke, hvis man ikke husker de gængse “regler” inden for fotografering. Der skal være et tydeligt motiv, lyset skal være favorabelt, og timingen skal være i orden. Det gælder også for dronefotografering. Billedet herover tog jeg oprindeligt på en overskyet dag. Det var stadig flot, men noget fladt i kontrasterne. Derfor måtte jeg komme tilbage en anden dag. Her ser du resultatet af morgensolen, der kysser trætoppene. Timing refererer her til den hvide bil. Der var biler i andre farver, der kom til syne i skoven, men jeg vidste, at en hvid bil ville gøre sig bedst, så jeg måtte have lidt tålmodighed og vente på det rette øjeblik.
Illusionen om Danmarks natur brister
Det nye perspektiv har fået mig til at se anderledes på naturen i Danmark. Når jeg er ude at gå tur i skoven, søger jeg altid væk fra stierne og ind i de mest fredfyldte områder, hvor mennesker sjældent kommer. Her sætter jeg mig ned og nyder min medbragte kaffe i al stilhed. Efter et stykke tid begynder dyrene at bevæge sig rundt i nærheden. Jeg får en oplevelse af, at være langt ude i vildnisset, selvom jeg jo egentligt godt ved, at jeg kan være hjemme i løbet af 15 minutter. Jeg kan gå rundt her i timevis uden at møde nogen, kun optaget af mit næste motiv. Jeg er fokuseret på at være til stede i øjeblikket. Men tager man et droneperspektiv, ser man snart, at illusionen om vildnis og uendelig natur hurtigt brister. Fra oven ser man små klatter af usammenhængende natur. Og vipper man kameraet en smule op, for at få noget horisont med, ser man veltrimmede marker, bygninger, højspændingsmaster, veje og parkeringspladser. Natur, så langt øjet rækker, det er ikke noget, vi opererer med i Danmark, i hvert fald ikke fra 100 meters højde. Med en baggrund som geograf ved jeg godt, at Danmark er et af de mest opdyrkede lande i verden, et af de lande med mindst sammenhængende natur. Oppe fra dronen rammer denne realitet som et knytnæveslag i ansigtet. Man bliver med ét flået ud af sin illusion om den danske natur. Av!
