Det var et længe ventet gensyn. Rekorden for længste uafbrudte ophold i rummet var for længst slået. For 33 år siden blev du sendt afsted på en rummission. Du er stadig ung, for i rummet, hvor tiden står stille, ældes man ikke. Nu er du vendt tilbage til jorden og betragter den verden, du engang forlod.
“Hvad fanden foregår der?” er din første tanke, efter at have åbnet kapslen på rumfartøjet og trådt ud i den pulserende storby anno 2024. Jordens dufte beruser dine sanser, og du suger alt til dig. Stadig iført rumdragt begiver du dig ud i byen og lader dig opsluge af menneskehavet. Ingen bemærker dit noget aparte outfit. De fleste kigger slet ikke op. Du møder halvdøde blikke og mærker en anspændt travlhed hos de mennesker, du passerer. I deres hænder knuger de en lille enhed. De kigger kun på enhederne og ser slet ikke, hvor de går, men undgår på forunderlig vis at støde ind i hinanden.
Du ser nogle unge mennesker foran et springvand, der danser for deres enhed. De nærmest tilbeder den. Der er mennesker, der taler, men ikke med hinanden. De taler med deres enhed, og taler højt. Det er som om deres stemmer skal nå personer, der befinder sig meget langt væk. Ud af din øjenkrog ser du et barn i en klapvogn, der forsøger at få sine forældres opmærksomhed, mens deres fingre prikker intenst på enhederne. Du ser apatiske mennesker på farten, men også personer siddende på fortorvet med papkrus foran sig. En ung kvinde sidder stille på jorden. Hendes blik er sløvt. Hun kigger af og til op på de forbipasserende for at få øjenkontakt, men de ænser hende ikke.
Hvor er alle smilene blevet af? Hvor er de mennesker, der taler sammen og griner sammen? Hvorfor er de ikke mere nærværende? Og hvorfor har de så travlt? Du undres over denne adfærd og begiver dig tilbage i retning mod rumfartøjet.
Dette var et bekymrende gensyn med dit folk, som gjorde et stort indtryk på dig. Inden længe ser du jorden som en blå kugle, der langsomt bliver mindre og mindre. Du spekulerer på, om du nogen sinde vender tilbage.
