På en sommerdag, hvor solens stråler trængte gennem trækronerne og kastede et mønster af lys og skygge på jorden, befandt jeg mig på en stille villavej lidt udenfor København. Det var her, en gammel bekendt pludselig dukkede op i mit synsfelt. Mødet tilbagekaldte minder fra mine oplevelser på en dannelsesrejse rundt i New Zealand tilbage i starten af 1990’erne.
Vi var begge årgang 1971 og tilbragte 8 måneder sammen, lige fra det nordligste af Nordøen til det sydligste af Sydøen. Vores base var området omkring Hawke’s Bay på Nordøens østkyst, hvor vi fulgtes til og fra arbejde på en nærliggende gård. Om eftermiddagen spændte vi surfbrædder på dit tag og tog med en flok venner til stranden for at surfe i bølgerne. Du blev på stranden, mens vi andre surfede.
Det var tiden før internet og emails. Dialogen med familien hjemme i Danmark foregik via breveskrivning og var asynkron med ca. 14 dages forsinkelse. Der var ingen GPS-enheder, så ruten blev planlagt og fulgt på et stort landkort, som jeg bredte ud på din kølerhjelm. Jeg husker dig som en særdeles støjende type, især når jeg pressede dig op ad bjergvejene. Du leverede kilometer efter kilometer, men skulle jævnligt tilses med brændstof, olie og vand til køleren. Når sommervarmen blev intens om natten på det nordligste af Nordøen, spændte jeg en presenning ud fra dit tag og sov derunder. Og når kulden trængte sig på i de kølige sydlige alper på Sydøen, slog jeg sæderne frem, rullede en madras ud bag forsæderne, og pakkede mig ind i en sovepose og tæpper. Om morgenen havde kondensvand dannet frost på indersiden af ruderne. Det var på sådan en iskold morgen i byen Murchison, at en lokal betjent stoppede sin patruljevogn og slog sit nøglebundt imod din rude. Han ville blot høre, om alt var i orden. Halvvågen og forvirret fik jeg fremstammet, at jeg havde det fint, og at jeg blot var på gennemrejse.
På denne rejse fra by til by i landet Down Under lærte jeg at rejse. Jeg lærte at tage mig tid, at følge min nysgerrighed og at tage så mange afstikkere fra hovedvejen som muligt. Det var eventyret og mødet med det uventede, der begejstrede mig mest. Jeg havde ingen guidebog, og Google eksisterede ikke. Jeg spurgte de lokale, om der var noget interessant i området, som jeg burde opsøge. Det var der ofte. Om aftenen parkerede jeg bilen udenfor den lokale pub i den lille flække, jeg tilfældigvis var havnet i. Her fik jeg en god snak med de lokale om løst og fast over en pint øl. Når pubben lukkede klokken 22, hoppede jeg ud i bilen og planlagde ruten for den følgende dag, inden jeg krøb til køjs.
Denne følelse af absolut frihed, krydret med en storslået natur af en anden verden, satte sine spor i mine værdier og præferencer for fremtiden. De er årsagen til, at jeg aldrig har været på charterferie, aldrig har været på krydstogtsferie, og at jeg altid nærlæser turistguides for at orientere mig om populære turistfælder, jeg skal holde mig langt væk fra.
Alle disse tanker og minder strømmede igennem mig i løbet af de få minutter, jeg cirklede omkring dette kantede køretøj fra en fjern fortid. Det eneste, jeg ønskede, var at kunne have stukket hovedet indenfor og fornemmet duften af gammelt interiør, for det ville uden tvivl have affødt endnu flere minder.
Tak til Peter, Sandra og Brendan for at gøre disse drømme til virkelighed. Jeg er evigt taknemmelig.
