Jeg droppede sociale medier og blev en bedre fotograf

I en verden, der ofte måles i “likes”, kommentarer og delinger, kan det virke som en dristig beslutning at slette sine sociale medier. Men for mig var det netop det, der skulle til, før jeg kunne begynde at fokusere på fotografiet, som kunstform. Jeg følte mig fanget i en cyklus af konstant søgen efter anerkendelse på platforme som Instagram og Facebook. Hver gang jeg delte et billede blev det vigtigt for mig, hvor mange likes det fik og jeg indså, at jeg primært fotograferede for at opnå anerkendelse fra en fiktiv masse. Jeg var kommet på afveje i min udvikling som fotograf og trak mig omgående fra alle sociale platforme. Det var en vild befrielse, som jeg kan unde enhver at opleve. Jeg fik frigivet mange af døgnets timer og begyndte bl.a. at eksperimentere med nye fototeknikker, udforske forskellige fotogenrer og tage mig tid til at fordybe mig i mine motiver og fortællinger. Dette brud med sociale medier har ikke kun gjort mig til en bedre fotograf, men også til en mere autentisk version af mig selv.