Naturen tilhører os alle

Noget, jeg allerede har bemærket i Australien, er den respekt, der mange steder er for naturen – også midt i storbyen. Et godt eksempel er kampen mod tree vandalism i og omkring Sydney. Her sker det, at grundejere ulovligt fælder, beskærer eller forgifter træer på offentlig grund for at forbedre udsigten fra deres ejendom.

Kommunernes svar er kontant: store bøder eller retsforfølgelse, krav om genplantning – samt en ganske særlig form for offentlig udskamning. Nogle steder opstilles store skilte eller bannere præcis dér, hvor træerne er blevet ødelagt. De fortæller, at området har været udsat for hærværk, og blokerer samtidig den udsigt, som grundejeren forsøgte at skaffe sig. Ingen i hele nabolaget er i tvivl om, hvorfor det enorme skilt er placeret netop dér – en form for offentlig udskamning til skræk og advarsel.

Jeg kan godt lide princippet om, at man ikke skal kunne ødelægge vores fælles natur for egen vindings skyld. Selv træer på privat ejendom er under streng beskyttelse her, hvis de er vurderet som bevaringsværdige. Flere af træerne på vores grund er under myndighedernes beskyttelse, og vi skal således indhente kommunens tilladelse, inden de kan beskæres.