Brevene blev aldrig åbnet. Deres ord druknede i stilheden.

Der findes steder, hvor verden tier, og naturen hvisker med bladrige tunger. Hvor mursten bøjer sig under tidens grønne pres, og efeuen skriver sine digte hen over vægge og vinduer.

Her er mennesket kun en erindring – en svag duft af liv i det visne stof bag gardinerne, en glemt latter i skyggernes hjørner.

Et hus står tilbage, indsvøbt i slyngplanters favntag, som et åndende ekko af det, der var. Et hjem uden stemmer, uden varme – kun tavshedens puls og tidens tunge åndedrag.