Illusionen om Danmarks natur brister

Det nye perspektiv har fået mig til at se anderledes på naturen i Danmark. Når jeg er ude at gå tur i skoven, søger jeg altid væk fra stierne og ind i de mest fredfyldte områder, hvor mennesker sjældent kommer. Her sætter jeg mig ned og nyder min medbragte kaffe i al stilhed. Efter et stykke tid begynder dyrene at bevæge sig rundt i nærheden. Jeg får en oplevelse af, at være langt ude i vildnisset, selvom jeg jo egentligt godt ved, at jeg kan være hjemme i løbet af 15 minutter. Jeg kan gå rundt her i timevis uden at møde nogen, kun optaget af mit næste motiv. Jeg er fokuseret på at være til stede i øjeblikket. Men tager man et droneperspektiv, ser man snart, at illusionen om vildnis og uendelig natur hurtigt brister. Fra oven ser man små klatter af usammenhængende natur. Og vipper man kameraet en smule op, for at få noget horisont med, ser man veltrimmede marker, bygninger, højspændingsmaster, veje og parkeringspladser. Natur, så langt øjet rækker, det er ikke noget, vi opererer med i Danmark, i hvert fald ikke fra 100 meters højde. Med en baggrund som geograf ved jeg godt, at Danmark er et af de mest opdyrkede lande i verden, et af de lande med mindst sammenhængende natur. Oppe fra dronen rammer denne realitet som et knytnæveslag i ansigtet. Man bliver med ét flået ud af sin illusion om den danske natur. Av!